Odensevej bofællesskab sætter fokus på socialt udsatte ældre med nyt projekt og bedre rammer

Foto: Assens Kommune.
dato

Bofællesskabet Odensevej styrker indsatserne for socialt udsatte ældre med nyt projekt og forbedrede fysiske rammer i Assens Kommune.

Bofællesskabet Odensevej huser mange forskellige ældre med vidt forskellige livsforløb. Nogle beboere har haft et liv præget af arbejde og familie, mens andre kommer med en mere ujævn livshistorie. Plejehjemmet oplever, at det betyder meget for beboerne at blive mødt af rummelighed og forståelse for den bagage, de bringer med sig. En del ældre i socialt udsatte positioner forventes at blive flere i de kommende år, parallelt med en generel stigning i antallet af borgere over 80 år.

Med nye tilførte puljemidler har Bofællesskabet Odensevej mulighed for at ansætte både en socialfaglig koordinator med pædagogisk baggrund og en ekstra sygeplejerske med socialfaglig viden. Med disse nye fagligheder bliver det muligt at arbejde mere målrettet med de særlige udfordringer, som ældre i udsatte positioner ofte oplever. Mange har et mangelfuldt netværk, oplevet kaos i livet og har ofte brug for praktisk støtte til at strukturere hverdag og økonomi, samtidig med at de kan have komplekse sundhedsmæssige udfordringer.

Projektet skal også sikre, at medarbejderne får et generelt kompetenceløft i samarbejde med SOSU Syd. Dette sker blandt andet gennem supervision og opkvalificering, særligt i forhold til at rumme beboere der eventuelt lever med afhængighed, så alle fortsat kan opnå et hjemligt og værdigt liv på plejehjemmet. Målet er at skabe trygge rammer, hvor beboerne har selvbestemmelse og mødes respektfuldt.

Også de fysiske forhold på Bofællesskabet Odensevej tilgodeses i projektet. Der etableres flere små, rolige opholdsrum, ekstra ventilation i lejlighederne og indkøbes brandsikre rygetæpper for at forbedre beboernes hverdag.

Baggrunden for indsatsen er puljen 'Bedre rammer for socialt udsatte ældre på plejehjem' under Social og Boligstyrelsen, som samlet udgør 20,5 mio. kr. Af disse går 2,6 mio. kr. til Bofællesskabet Odensevejs projekt ”Værdige Hverdagsliv”. Projektet har tre hovedmål for beboere i social udsathed: At opleve et meningsfuldt hverdagsliv, at blive mødt med værdighed af medarbejderne og at opleve forbedret sundhed efter indflytning.

Projektperioden løber fra 2026 til 2028.

https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune/nyheder-og-pressemeddelelser/plejehjem-faar-26-mio-kr-til-socialt-udsatte-aeldre

Kilde: Assens Kommune